Ofte stillede spørgsmål

Her er et kort udpluk af de spørgsmål, vi ofte får

Hvor hurtigt kommer taxaen?
Der går i gennemsnit mindre end 5 min., fra en taxa bestilles, til den er fremme ved kunden. Er der meget travlt, kan der dog godt gå lidt længere. Bestillingskontoret forsøger altid at fortælle, hvornår taxaen kan forventes fremme, især ved spidsbelastningsperioder. Får du den besked, at du skal regne med en ventetid på op til 20 min., betyder det, at vognen forventes at komme hos dig inden for 20 min. Men hold øje, for den kan også komme straks – og HUSK: Vent ikke på, at den dytter ved ankomsten, for det må den ikke iflg. loven.

Kan jeg regne med taxa, hvis jeg skal nå et tog?
Bestil vognen i god tid og sig, at du skal nå et tog, en bus eller andet. Hvis du fortæller, hvornår der er afgang, kan vores medarbejdere være behjælpelige med at finde ud af, hvornår du skal hentes. Det er dog stadig dit ansvar at bestille taxaen i så god tid, at det er muligt at nå rettidigt frem.

Hvad nu, hvis taxaen kommer for sent?
Vi kan være op til 10 min. forsinket. Trafikken kan forsinke os, eller vi kan punktere. Men er der taget højde for det ved bestillingen, holder vi dig skadesløs ved at dække den transport, du kommer for sent til – evt. frem til næste station. Dette gælder dog ikke, hvis der er tale om force majeure som f.eks. snevejr, isslag, færdselsuheld eller lignende forhold, som vi ikke er herre over.

Hvad nu, hvis jeg bliver syg og kaster op i taxaen?
Det kræver naturligvis rengøring, hvis du er så uheldig at komme til at kaste op i bilen, og rengøringstiden skal du betale. Prisen afhænger derfor af, hvor lang tid der går med rengøring og aftørring, og hvornår bilen igen kan indgå i driften.

Må jeg tage min hund med i taxaen?
Ja, også din hund er velkommen hos Horsens Taxa – blot ikke i alle vogne. Så husk at give oplysning om hunden når du bestiller vognen. Så sender vi én, der gerne kører med hund. Førerhunde medtages dog i alle taxaer.